Nibe HK afholdte mandag d. 16. marts 2026 generalforsamling.
På valg var Andreas Sondrup, Morten Andersen og Malene Skipper, alle tre ønskede genvalg for 2 år, og blev valgt af en enig generalforsamling. Maria Sondrup og Jonas Haldrup blev valgt som suppleanter.
På generalforsamling kunne klubben offentliggøre et overskud, mod et ellers budgettet underskud.
Formanden aflagde sin årsberetning.
Beretning 2025/26
Endnu et år er gået i Nibe HK – og endnu et år med masser af aktivitet, håndbold og stærke fællesskaber i klubben.
Vi har igen haft rigtig mange hold i gang. I foråret 2025 havde vi 22 ungdomshold og 5 seniorhold, fordelt på både pige-, drenge- og seniorrækker. På både pige og drenge siden havde vi hold fra U9 til U15 – blandt andet med U15 piger i 2. division, og herudover et U19 drengehold i 1. division B rækken.
På seniorsiden havde vi kvinder i 2. division og serie 2, hvor 2. divisionsholdet flot overlevede sin første sæson. På herresiden havde vi hold i 3. division, serie 1 og serie 2.
I efterårssæsonen havde vi igen mange hold i gang, og flere af dem gjorde det rigtig flot. Blandt andet rykkede U9 piger op i A-rækken, U11 piger op i A-rækken, og U13 piger rykkede op, så de havde 2 hold i B-rækken. På drengesiden rykkede U13 drenge op i AA-rækken, som er den bedste række på deres alder, og er også netop kvalificeret sig til final 4 i pokalturneringen.
Der var også nogle udfordringer undervejs. Vores U15 piger måtte trække B-holdet efter jul, og U17 piger måtte også trække holdet her til jul. Det er desværre en virkelighed i ungdomshåndbolden i dag, hvor efterskole og andre mange andre interesser kan gøre det svært at holde årgangene samlet. U17 pigerne hjælper til på seniorholdene, og vi håber meget at få et U17 eller U19 pige hold igen.
På seniorsiden havde vi også en sæson med lidt af hvert. Kvinderne i 2. division måtte efter en flot første sæson tage turen ned i 3. division igen, mens herrerne havde en stærk efterårssæson. 3. divisionsholdet kvalificerede sig til oprykningsspil til 2. division, som de desværre tabte til Nøvling, og serie 1 herrerne sikrede oprykning til Danmarksserien. Samtidig måtte vores U19 drengehold trækkes og i stedet fortsætte som et serie 2 hold, for at sikre der kunne sættes hold hver gang.
Ser vi på medlemstallene, har vi i mange år haft en flot medlemsfremgang i Nibe HK. Faktisk har vi haft fremgang hvert år de sidste seks år. I år har vi for første gang oplevet en mindre tilbagegang.
Det skyldes heldigvis ikke manglende interesse for håndbold i Nibe – tværtimod. Udfordringen er fortsat haltider. Nibe Idræts & Kulturcenter er fyldt med aktivitet, og det betyder, at vi ganske enkelt ikke har mulighed for at få flere træningstider. Derfor er vores tilbud presset. Nogle hold har under 1 time banen, og vi er nødt til at sige nej til nye initiativer.
Det er selvfølgelig en udfordring for en klub som vores, der stadig gerne vil udvikle sig. Derfor arbejder vi fortsat på dialogen med både NIKC og Aalborg Kommune om, hvordan vi bedst muligt kan udnytte de tider vi har – og forhåbentlig på sigt få flere.
Selvom haltiderne udfordrer os, har der igen været masser af liv i klubben udenfor banen. Mange af vores hold har været afsted til cups og stævner, Silkeborg Cup og Vidar Cup i foråret med 176 deltagere og 132 deltagere afsted i efteråret til Tivoli Friheden Cup opstartsturnering, hvor både spillere og trænere har fået nogle fantastiske oplevelser sammen.
Vi har også igen haft Nibe HK Awards, hvor alle ungdomsspillere samles til en fælles afslutning på sæsonen. En aften hvor fællesskabet virkelig kan mærkes i klubben, og det er snart igen.
Hen over sommeren havde vi igen HåndboldCamp og DanskHåndbold håndboldskole med samlet 137 deltagere, arrangeret af en masse frivillige seniorspillere fra klubben. Det er arrangementer som betyder meget – både for fællesskabet og for fastholdelsen af spillere.
Vores årlige frivillighedstur, for at takke vores frivillige er blevet en fast tradition, som vi er meget stolte af, og som vi kan se mange håndboldklubber tager til dig. Vi laver en både for voksne og en for de unge. Januar turen gik i år til Boxen for at se EM håndbold, og med en masse gode stop inden.
Økonomisk kræver det mange ressourcer at drive en klub med så højt aktivitetsniveau. Derfor er vi også meget taknemmelige for opbakningen fra vores sponsorer og samarbejdspartnere. Samtidig bidrager aktiviteter som hoppeland, strømpesalg, julekalendere og fondsansøgninger også til at få det hele til at hænge sammen.
Det der gør Nibe HK unik, er vores virkelig mange ildsjæle. Vi har en aktiv bestyrelse, aktive udvalg og et hav af frivillige trænere og nu også en frivillig bank med 25 medlemmer. Rigtig mange som ønsker at giver en hånd for Nibe HK.
Tak til alle dem der lægger en indsats i klubben. En stor tak for et godt samarbejde til bestyrelsen, tak for mange gode år sammen som gruppe, jeg glæder mig stadig til at være en del af fremtiden for Nibe HK (hvis der er genvalg).
Nibe HK er stadig en klub med masser af ambitioner og idéer. Men det kræver fortsat mange frivillige kræfter at drive og udvikle klubben.
Jeg håber derfor også fremover, at vi er mange der vil være med til at løfte opgaven – så vi fortsat kan tilbyde HÅNDBOLD FOR ALLE i Nibe HK.
Tak.